Denne sommer er de græske øer Kreta, Rhodos og Kos for nogens vedkommende skiftet ud med danske øer, så som Bogø, Møn og Mandø. I Danmark har vi cirka 73 øer og rigtig mange af dem kan besøges. Denne sommer er det endda gratis på de fleste sejladser for gående og cyklister.
Jeg har før skrevet om Lolland. Artiklen kan du læse her.
Ved Vadehavet ligger der tre øer næsten på stribe: Mandø, Fanø og Rømø. Mandø har 40 indbyggere og ligger 11 km ude i Vadehavet. Du kan komme dertil med Mandø-traktoren. En returbillet koster 60 kr. og for 40 kr. mere får du cyklen med. Tjek selv afgangstiderne da tiderne skifter dagligt pga. tidevandet. Mandø traktoren holder ved det smukke Vadehavscenter. Hvis du vælger selv at køre, skal du kontakte Ellen i Brugsen på Mandø og få tidevandstabellen på den dag og tid du påtænker at tage derover. Du fanger Ellen på tel.: 75 44 51 02.
Mandø er lig med natur og et lavt gear. Her er en hyggelig kro, en brugs, en smuk lille kirke og en campingplads, men vejen dertil, over det af UNESCO bevarignsværdige Vadehav, er anderledes og noget for sig. På vejen dertil oplevede jeg et rigt fugleliv og især Strandskaden, med det smukke, lange, røde næb, er populær at spotte.
En anden dejlig ø, Fanø, ligger nord for Mandø og 16 km fra Esbjerg. Her kan du kun komme til med en lille færge. Der er overfart mellem Esbjerg og Nordby. Sejlturen tager cirka 12 min og koster 199 kr for en bil med 4 personer tur/retur. I ferietiden er det en god idé at bestille billetter på forhånd.
Ved ankomst til øen skal du lægge mærke til sælerne der ligger og soler sig på sandbankerne til venstre for færgelejet. Der er 3.800 fastboende indbyggere på øen, der er en selvstændig kommune, og omkring 1 mio. mennesker overnatter årligt på øen.

Hvis du medbringer cykel til øen, er der gode brede cykelstier fra nord til syd. De fleste tager turen fra Nordby til Sønderho, hvor der er mange holdepladser med bænke og gårdbutikker på vejen.
Øens sydligste by er Sønderho, hvor den smukke gamle kro fra 1722 ligger. Her kan man spise udenfor i den store have eller indenfor i de gamle krostuer. Vi oplevede en lidt knotten tjener, og måtte gå, idet vi ikke havde bestilt bord. Husk at bestille bord! Lige bag kroen ligger det høje dige og når du står oppe på diget, har du den flotteste udsigt til Vesterhavet og marsken.
I Sønderhos hovedgade ligger den hyggelige Cafe Nannas Stue, hvor vi fik nogle gode stykker smørrebrød serveret udenfor. Cafeen huser desuden Fanøs kakkelmuseum. Hunde var velkomne i gårdhaven, hvor vores Flora fik serveret vand af tjeneren.
Sønderho kro Sønderho
Vestkysten på Fanø ligger ud til det brusende Vesterhav og er i sig selv et besøg værd. Hvis du er i bil, så prøv den lidt sjove oplevelse med at køre på de kilometer lange, hvide og brede strande. Inden du siger farvel til Fanø, så husk at få smagt den gode, og lidt dyre, Fanø laks.
Og nu mod øst. På Sjællands vestkyst, ca.17 km sydvest fra Skælskør, ligger Omø og Agersø næsten side om side. Der sejles fra Stignæs havn til begge øer og turen over til Agersø tager kun 15 min, men til Omø tager sejlturen 45 min, da der skal sejles i en stor bue over til øen pga. lav havdybde og et rev. Billetter til færgen kan bestilles over nettet eller købes på havnen i billetautomaten. Vi valgte at tage færgen til Omø og betalte 182 kr for bil med 2 passager tur/retur.
Der bor 162 indbyggere på Omø og de syv af børnene går i skole på øen indtil 6. klasse. Livet går sin gang på Omø og som på andre øer er det i et stille tempo. Ved ankomst til Omø havn mærker man straks, at meget af det sociale liv foregår her. Der ligger den lille campingplads, røgeriet, cykeludlejningen og grillbaren, hvor vi fik nogle hyggelige samtaler med et par af de lokale. Lige meget hvor man befinder sig på øen, er der udsigt til hav og mark. På øen er der tre vandrestier på op til 10 km. Du kan læse mere om ruterne på www.omoe-net.dk .
Omø kirke Fyret på Omø
Omøs lille hvide kirke er et besøg værd. Her findes en flot og velholdt krigsgrav fra 2. verdenskrig, hvor en ung engelsk pilot, der blev skudt ned af tyskerne over øen, ligger begravet. Men turens højdepunkt er besøget på øens vestligste punkt, Langelands øre, hvor det flotte gule fyrtårn fra 1893 står. Det er desværre ikke muligt at komme op i fyret. Du kan tage traktorbussen til fyret fra havnen 3-4 gange om dagen og prisen er 30 kr.
På Sællands østkyst ligger de to øer Bogø, med 1.156 indbyggere, og Møn med 11.698 indbyggere i Storstrømmen. Du kommer dertil ved at dreje af på den smukke Farø bro mod Bogø. Kan du som jeg lide fyrtårne i alle størrelser, kan du starte med at dreje til højre af Vesternæsvej og følge denne, til du har det lille fyr i sigte. Fyret kan bruges til overnatning (læs mere herom på www.bogø.eu).
Næste stop kunne være Bogø havn, som ligger i Smålandsfarvandet. Her oser det af hygge og der er rigeligt med siddemuligheder, hvis din medbragte kaffe skal nydes og ellers er der Bogøbrød, som serverer lune kanelsnegle til kaffen. På havnen kan du leje cykler og der er også et shelter med bålplads. Færgen Ida sejler flere gange om dagen til Stubbekøbing. Sejltur tager 12 min og mange medbringer cyklen, så de kan udforske Stubbekøbing og omeng. Der kan købes billetter på havnen i billetautomaten. En returbillet koster 45 kr, med cykel koster det 75 kr og hvis bilen skal med koster en returbillet 130 kr. Bogø by har en Brugs og en flot hollandsk vindmølle fra 1852.
Fra Bogø kan du køre over dæmningen til Møn. Det første der skal besøges er Kong Asgers Høj, som ligger i nærheden af Sprove. Højen er en stor Jættestue fra cirka år 3300 f.Kr. og den er åben for offentligheden. Jættestuen er 10 m lang og medbring en lommelygte eller brug mobilens lygte, idet der er meget mørkt derinde. Udenfor jættestuen er der en flot udsigt til havet omkring Møn samt de to broer Dronning Alexandrines Bro og Farø broen. Der findes 21 andre fredet jættestuer på Bogø og Møn.
Jættestuen
Møn byder på mange seværdigheder og efter en pause i den hyggelige Stege by, hvor der ligger nogle cafeer og gode ishuse, kan du køre 8 km videre til Elmelunde kirke. Den smukke hvide kirke ligger på en lille høj og er fra 1085, og dermed også Møns ældste stenkirke. Kirken er værd at besøge, idet det meste af lofterne er smukt dekoreret med kalkmalerier i flotte farver.
Liselund Møns klint
Efter kirkebesøget kan du køre videre ud ad landevejen til Liselund Slot og den smukke slotspark med en lille sø. Det lille lystslot fra 1792, som ejes af Nationalmuseet, er åben for besøg fra 1/5 til 30/9. En rundvisning koster 50 kr. Slottet og den flotte park ligger meget tæt på Møns Klint, hvor man har den vildeste udsigt til det turkise hav. Værd at se på Møn er også det 13 m. høje gule fyrtårn fra 1845, der ligger på Fyrvej i Borre.
Der er en masse at opleve i Danmark, det er bare om at komme derud!
One thought on “ØHOP I DANMARK.”