GUIDE TIL ISLAND – del 1 af 2

Tekst og billeder af Rosa Ingstrup Knudsen

Island er et land fuld af kontraster. Her står de aktive vulkaner i skarp kontrast til de kolde gletsjere. Til lyden af fuglekvidder fra søpapegøjer kan du opleve Atlanterhavets kolossale bølger skylle henover de store tunge sten. Du kan køre gennem det golde basaltlandskab og ti minutter senere befinde dig omringet af grønne enge, frodige bække og vilde heste. Du kan opleve boblende mudderpøle, sorte strande, turkise laguner og størknet lava. Island rummer alt hvad hjertet begærer og efterlader én med trang efter mere. Det umættelige øje vil altid finde et nyt hjørne, et nyt naturfænomen, et nyt eventyr…

Alle burde besøge Island mindst én gang i livet. Alt andet ville være en skam, og jeg vil vove at påstå, at man ikke har levet før, man har sat tænderne i jomfruhummerhaler på Fjorubordid.

Har man brug for at hele sjælen og finde svaret på livets helt store spørgsmål er en ryddet kalender, en pakket kuffert og en enkeltbillet til Island en god start.

Overnatning:

Canopy by Hilton, Reykjavik

Vi havde base i Reykjavik, hvilket klart kan anbefales. Der er enormt meget at se omkring Reykjavik særligt de ting, Island er kendt for.

Canopy hotel ligger centralt, og hvis man er heldig at få et værelse på øverste etage, har man udsigt til Atlanterhavet. Alt er nyt og moderne, men hvor man stadigvæk er tro mod skandinavisk design – dog med enkelte afstikkere til New Yorker-stilen.

I hotellets bar er der både Happy Hour fra 17-18 og en gratis ’Icelandic tasting’ fra 18-19 med øl, vin, ost og pølser. Her er stemningen afslappet og uformel. I baren kan man også få islandsk likør, som produceres på et destilleri lidt ude for Reykjavik. Man kan smage likør med rabarber, og hvis man vil kaste sig ud i noget mere eksotisk, kan man passende vælge ’crowberry’ (revling) likør. Revling vokser bl.a. på tundraer og er rig på vitaminer.

Morgenmadsbuffeten har et bredt udvalg. Der er islandske delikatesser som skyr, gravad laks og levertran. Derudover er der de klassiske morgenmadshovedpersoner som æg og bacon, frugt, pålæg, toast og wienerbrød. Det er også her, man mærker, at hotellet er amerikansk ejet med cream cheese, flap jacks, små pandekager og lucky charm corn flakes med farverige skumfiduser. 

Link til hjemmeside: https://www.canopyreykjavik.com

Attraktioner:

The Golden Circle Tour:

Man kan ikke tage til Island uden at bruge en dag på ”The Golden Circle Tour”. Vi startede tidligt, og nåede det hele nedenfor.

Þingvellir National Park:

Nationalparken her er et ”UNESCO’ World Heritage Site” – og med god grund. Du kan gå mellem to tektoniske plader; den Nordamerikanske Kontinentalplade og den Eurasiske Kontinentalplade. Her finder du et fuldstændig betagende landskab, som man kan få timer til at gå med. Nationalparken er også hjemsted for Islands største natursø, ”Lake Thingvallavatn”, der rygtes, at skulle være særdeles frugtbar og rig på vegetation. Der findes 150 findes typer af planter og 50 forskellige hvirvelløse dyr.

Þingvellir betyder ”the fields of parliament” og agerer omdrejningspunkt for store begivenheder i Islands historie. Er man interesseret i dette, kan man besøge det lille museum bag Þingvellirs café. Der er også et mindre vandfald og en lille hvid kirke med grønne skodder.

Er man Game of Thrones fan, er dette stedet, hvor Arya Stark og the Hound vandrer for at komme til ”The Eyrie” (Lady Lysas hjem). Det er også her, at den berygtede kamp mellem Brienne of Tarth og the Hound fandt sted. Thingvallavatn er også ’havnen’, hvor Arya Stark sætter kurs mod Braavos.

Link til hjemmeside: https://guidetoiceland.is/connect-with-locals/jorunnsg/ingvellir-national-park

Strokkur Gejser

Er en fantastisk kæmpe, aktiv gejser, som ikke lader sig skynde for de mange ivrige turister med kameraer. Den giver lyd fra sig, når den føler for det, og dette vidunder er hele ventetiden værd.

Link til hjemmeside: https://guidetoiceland.is/travel-iceland/drive/strokkur

Gullfoss

Gullfoss er i al sin magt og pragt et kæmpe vandfald, som du helt sikkert vil kunne spotte på de mange postkort i souvenirbutikkerne. Det er muligt at komme helt tæt på og se den brusende flod, der munder ud i et vandfald med enorm fart. Noget, der efterlader én  ydmyg og taknemlig over naturens kræfter.

Link til hjemmeside: http://gullfoss.is  

Vìk:

Vi satte en dag af til ”Tour de Vík”. Tager man af sted ved 8-tiden, kan man godt nå det hele nedenfor og være hjemme til aftensmaden.

LAVA Centre:

Interesserer man sig for Islandske vulkaner, kan det betale sig at svinge forbi ”LAVA Centre”. Her formår de på fængende og interaktiv vis at fortælle om de forskellige vulkaner, deres udbrud, konsekvenserne og hvordan, det er at bo i nærheden af en aktiv vulkan.

Link til hjemmeside: https://lavacentre.is/the-experience/

Sejlalandsfoss

Seljalandsfoss er det første vandfald på vejen. Dette vandfald er værd at se fordi, man kan komme helt tæt på det. Med tæt på mener jeg, at man via stien ind i en grotte kan komme inden om vandfaldet og stå bag det.

Link til hjemmeside: https://guidetoiceland.is/travel-iceland/drive/seljalandsfoss

Skögafoss

Skôgafoss er det andet vandfaldsstop på turen. Dette kan også beundres helt tæt på, og har man benene til det, kan man tage trappen op – svarende til  27 (!) etager – og stå ved toppen af vandfaldet.

Link til hjemmeside: https://guidetoiceland.is/travel-iceland/drive/skogafoss

Reynisfjara Black Sand Beach:

Sandet på stranden her er ikke en kedelig beige farve, som vi kender det fra de danske strande. Hele stranden består af sort sand, som stammer fra vulkanaske. Det sorte sand får selskab af Atlanterhavets kraftige (og dødelige) ”sneakersbølger”, massive klippevægge og søpapegøjer.

Hvis det ikke var en god nok salgstale, kan det tilføjes, at ”The Wall”-scenerne fra Eastwatch-by-the-sea fra Game of Thrones blev skudt her.

Link til hjemmeside: https://guidetoiceland.is/travel-iceland/drive/reynisfjara

Gríndavíkurbær:

Gunnuhver:

Er man blevet køretræt og ønsker at se noget i nærheden af Reykjavik, så er Gunnuhver et godt sted. Her kan man se en ”hot spring”, som har en tilknyttet saga om et kvindelig genfærd. Desuden kan man også se planen af et hus et stenkast fra varm kilden, hvor en Politiken-journalist med sin kone boede i en årrække og producerede lerkrukker.  

Link til hjemmeside: https://www.visitreykjanes.is/en/inspiration/towns/town/index/place/gunnuhver

Reykjanes:

Islands første fyr lå her og resterne ses stadigvæk. Det er et dejligt naturområde, hvor man får lige dele hav, sten og marehalm. Her kan man passende slå rumpen ned i engen og nyde en picnic – og naturen.

 

Kerid vulkankratersø

I hvert hjørne af Island bliver øjet prydet med en ny nuance af blå. Denne sø har en fantastisk dyb mørkeblå farve og ligger i et vulkankrater. Det er muligt at gå rundt på kanten af krateret ad en lille sti med rustfarvet grus, som giver et smukt modspil til søens blå farve. Det er det eneste sted, jeg har oplevet, at man skulle betale for at se et islandsk naturfænomen. Men med 20 kr. for en adgangsbillet er det til at overskue. 

Link til hjemmeside: https://adventures.is/iceland/attractions/kerid/

Geotermisk bade:

Blue Lagoon:

Man kan ikke sige Island uden også at sige Blue Lagoon. Selvom det er en turistfælde, er det det værd. Her får de hårdtprøvede muskler og sindet ro. Vandet har en guddommelig farve, og øjnene drages til det turkise vand. Den blå farve skyldes algerne, og derudover er vandet rig på mineralet Kisel. Hvis der er en lagune, som skulle give evigt liv, ville jeg forestille mig, at det var dette.

Omklædningsrummet ligner til forveksling et ekstravagant spa med private brusere, produkter og luksuriøs indretning.

Man kan købe en lille pakke, hvor man får en drink, ansigtsmaske og lån af håndklæde med i prisen.

Link til hjemmeside: https://www.bluelagoon.com

Fontana:

Det er en skam at sammenligne stedet her med Blue Lagoon. Er man i området og ønsker noget mindre og med færre turister, så er stedet her et godt bud. Fontana ligger ned til en sø, hvor man kan tage et koldt gys inden, man sætter sig op i deres 38 grader varme geotermiske pøl med udsigt til vulkanen Hekla. Vandet her er ikke blåt som Blue Lagoon, men klart, dog er det også rig på alger og mineraler.  

Link til hjemmeside: https://www.fontana.is/en/sauna



Reykjavik:

Hallgrimskirkja:

Kirkens facade er lavet med Islands natur in mente. Det grå cement leder tankerne over på det golde, tunge landskab og til det grå og tåget vejr. Det ligner, at kirken springer op fra jorden som en gejser med sit høje spir og niveauskift i facadens kanter.

Det er muligt at komme op i tårnet og se udover Reykjavik. 

Link til hjemmeside: https://visitreykjavik.is/hallgrimskirkja-church

Solfærd:

Har man noget tid til overs inden, aftenmåltidet skal indtages, kan man tage en slentretur langs havnen, nyde havet – og ved godt vejr ane dale og det frodige landskab på den anden side af bredden. Solfærd er en skulptur, som er en ’ode’ til landets vikingehistorie, og er smukkest ved solnedgang. Link til hjemmeside: https://www.icelandtravel.is/attractions/sun-voyager/

Små stops langs vejen:

Du vil hurtig opdage, at der på køreturen også er en masse at opleve. Er du så heldig at være her, når lupinerne står i fuld flor, vil du kunne nyde synet af de lilla vejkantsblomster.

Mange steder har de også lavet små parkeringspladser, hvor du kan slukke for motoren og nyde naturen. 

Denne artikel er første del af to. Næste del omhandler bl.a. shopping, mad og drikke på Island.

  One thought on “GUIDE TIL ISLAND – del 1 af 2

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: