TIRANA – BERAT T/R

Vi ville en tur ud fra Tirana, for at se lidt mere af Albanien. Valget faldt på Berat, en gammel osmanisk by, ca. 120 km. sydøst for Tirana. Togdriften i Albanien eksisterer stort set ikke mere for offentligheden, den bliver hovedsageligt brugt til godstransport. Men landets buslinier kører til gengæld ud til det meste af landet, omend bustiderne for ankomst og afgang ikke altid stemmer med de offentliggjorte tider. Vær derfor ekstra opmærksom på afgangstiderne når du skal tilbage til Tirana, forhør dig grundigt på stedet, eller tag måske en afgang før end beregnet. Busserne bliver kørt af private, så nogle gange kan det være en stor bus og andre gange en minibus, som ikke har plads til alle passager.

Vi tog bussen til Berat, med afgang kl 10:00 og var fremme kl. 12:15. Alle busser ud af Tirana afgår fra en af Tiranas to busstationer. Det er en god idé, at tjekke med dit hotel, hvilken busstation din bus afgår fra. Mange albanere kan ikke engelsk og kan ikke altid henvise jer til den rigtige busstation. Af fremmedsprog klarer albanerne sig bedst med italiensk og lidt tysk.

Busbilletterne købes i bussen og koster beskedne 25 kr. pr. vej. Halvvejs på turen, stiger et par sælgere på bussen og falbyder bl.a. popcorn, vand og chokolade. Vejen til Berat går med udsigt til de omgivende små bløde bjerge, mange af dem beplantet med oliventræer og vinstokke. Ca. 10 km af ruten går langs Adriaterhavet, inden bussen igen sætter kursen ind i landet.

Vi blev sat af på landevejen, foran et hyggeligt lille hotelområde, ikke langt fra Berats busstation. Her var også en hyggelig restaurant med både inde-og ude servering. Kortet tilbød fortrinsvis lokale enkle retter, f.eks. ged, lam og ko, grillet på benet. Vi hyggede os med bengnaveriet i haven, mens vi sendte en venlig tanke til et par ikke eksisterende skylleskåle. Men godt smagte det. Nu var det tid at komme videre. Vi bad vor tjener bestille en taxa, men en af de lokale tilbød venligt at køre os ind til centrum, eller til den gamle bydel. Vi takkede ja, og steg ombord i hans flotte VW Touran. Hvis der ikke lige er en venlig lokal borger, eller taxa i nærheden, kan du tage bussen direkte til centrum, den afgår hvert 15. min.

Berat ligger sydøst for hovedstaden Tirana. Byen har ca. 46.000 indbyggere, og ligger smukt omgivet af de bløde grønne bjerge, langs den store flod Osum. Berat er 2413 år gammel. Den gamle bydel kom på Unesco´s Verdensarvsliste i 2006 og kaldes ofte “Byen med de 1000 vinduer”, hvad man godt kan forstå, når man kigger rundt på bydelen. Op ad bjergskråningerne ligger de hyggelige små huse med deres store vinduer, alle vendt i den samme retning.

Mange steder kalder på din opmærksomhed i Berat. Du kan vælge at besøge den gamle bydel, den gamle fæstning oppe ad bjerget, en moske, en kirke eller den gamle bro. Berat regnes for Albaniens ældste by og der er fundet mange keramikrester fra det 7. og 6. årh. fvt.

Bliver du tørstig, er der små hyggelige steder, hvor du kan få slukket tørsten. Hvis du skal have en overnatning, kan vi anbefale det lille, men meget flotte 4 stjernede Hotel Muzaka i den gamle bydel. (info@hotel-muzaka.com). Et dobbeltværelse med morgenmad koster 485 kr. og ligger smukt ud til Osum floden, her er en skøn gårdhave, hvor alle er velkomne til at nyde en af husets gode italienske retter, eller måske bare hænge ud med en styrkende kop kaffe.

Vi tog bussen retur til Tirana og denne gang var det en lille varm, overfyldt bus, og ikke nødvendigvis med siddeplads til alle. Så er det sidst på dagen, gælder det om at være på busstationen i god tid. Og husk – når man rejser er det altid godt at tage det uventede, som en del af den mosaik der gør din rejse komplet og værd at huske. Hav det gode humør akut til stede, og øs af det i rigelige mængder når tålmodigheden udfordres.

Næste dag havde vi en “Vi slentrer bare rundt i byen” dag, og igen blev vi overvældede af den utrolige hjælpsomhed, man møder overalt i Albanien. Står du bare og kigger dig søgende omkring, kommer der straks en eller flere albanere og spørger om de kan hjælpe dig. Kan de ikke engelsk, prøver de at finde en person, der kan nogle engelske eller italienske gloser, godt suppleret med et fantasifuldt tegnsprog. Husk på, at det er os der ikke kan sproget, albanerne kan godt. Vi kan varmt anbefale landet og er imponerede over de fleste albaneres gæstfrihed. Man kunne næsten onde dem, at de fik lidt bedre priser for deres varer og arbejde. Men selvfølgelig er det en stor fordel for turisterne, at landet hører til Europas billigste land sammen med Nordmakedonien. Nyd dit besøg og vær måske lidt ekstra rundhåndet med drikkepengene. God rejse!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: